Menu

Generalforsamling 2024

image
29. februar 2024 kl. 13:25
Beretningen for 2023 afholdt 28/2 2024

                                                                

 

 

Referat Generalforsamling onsdag den 28. februar 2024 kl. 19.00

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Kassererens beretning - herunder godkendelse af regnskab og kommende års budget.
  4. Valg af formand – Jan på valg (lige år)
  5. Valg af kasserer (Ulige år)
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer – Inan på valg (1 i lige år, 2 i ulige år.)
  7. Valg af revisor.
  8. Valg af suppleanter for bestyrelse og revisor.
  9. Fastsættelse af kontingent.
  10. Indkomne forslag.
  11. Eventuelt.

 

1.Valg af dirigent

Formanden bød velkommen og foreslog Mehmet som dirigent. Forslaget blev vedtaget.

Mehmet takkede for valget og konstaterede at Generalforsamlingen var indvarslet i henhold til vedtægterne og gav herefter ordet til Formanden.

  1. Formandens beretning

Indledning

Generalforsamlingen blev i 2023 afholdt den 27. Februar.

På mødet besluttede Generalforsamlingen i enighed at beskære bestyrelsen fra minimum 4 og max 9 personer til minimum 3 og maksimum 5 personer. Beskæringen skete som en konsekvens af 9 personer simpelhen er for mange bestyrelsesmedlemmer i forhold til drift situationen i klubben, hvilket de seneste år har vist. En anden lokal klub der er dobbelt så stor på medlemmer, har til orientering ligeledes 5 i bestyrelsen

Det der til gengæld mangler, er personer uden for bestyrelsen, meget gerne initiativrige folk, der også formår at komme i mål med opgaverne, og tilbyder at stå for eller hjælpe ved arrangementer såsom særlige events, mikro fodboldskoler i weekends, arrangementer for de der ikke afholder jul m.v. Alternativet er forventningerne må sænkes.

Bestyrelsen består inden Generalforsamlingen i dag derfor af 5 personer:  Jesper, Mehmet, Inan, Peskho og Jan.

I år er flg. på valg Jan og Inan.

Medlemsfremgangen er fortsat i 2023 så DIF officielle registreringstal er 830 medlemmer pr. 31. december 2023, defineret som tilknyttede personer, der er medlem eller har været medlem i minimum 3 måneder i 2023, men tallet er en hel del højere end reelt nettotal men har dog vist en stigning i 2023.

Årets mærkesager

-I 2023 blev klubben godkendt som DBU Børneklub efter et især større administrationsarbejde og en række møder med DBU. Nu skal arbejdet så udmøntes i klubben rent praktisk. Flere af DBU kravene levede vi dog op til på forhånd. Et af kravene er at klubben skulle have tilknyttet børneudviklingstræner og det fik vi da Joachim Spliid tilbød sig og i løbet af efteråret, har været rundt ved flere hold og dele ud af sine erfaringer.

-Noget der fyldte tidmæssigt alt for meget i 2023, er standen af klubbens kunstbane, der udviklede sig i til det værre, men flere alvorlige skader til spillere med ambulance forbi i flere af tilfældene. Man kan med rette sige at kommunen, og de der tager beslutningerne og byrådet ikke har vist rettidigt omhu. Kommunen bestilte rapport over banens stand, hvor rapport var færdig i juni 2023 og konklusionen var, at der senest i 2024 bør monteres ny kunstgæs belægning og man kun inden da, bør lade børnehold spille på banen.

-Der har i den sammenhæng, været flere opslag på ”Greve Info” der har givet en del omtale og det er vigtigt at alle bliver ved med at presse Byråd og kommune. Hvis beslutning ikke snart tages, forventer jeg klubben, for de hold der ønsker det, skal tilbydes tider på andre af kommunens kunstbaner, hvilket givet ikke er i tråd med disse klubbers ønske.

-Den fortsatte stigning i klubbens medlemstal, ligger dog samtidigt et naturligt pres på driften af klubben, på grund af manglen på frivillige der påtager sig opgaver og samtidig gennemfører og får lavet opgaverne.

-Glædeligt er det, at klubben i 2023 indgik et større sponsorat med Balder Danmark, hvori der lå muligheden for at ansætte en Cafe ansvarlig der bl.a. skal forestå drift, regnskab, lagerstyring, oplære lommepengejobbere og et andet job, der skal varetage klubbens fondsøgninger, sponsorat ansøgninger, hjemmeside m.v. Begge personer blev ansat sidst på året. Sponsoratet løber i 12 måneder. En stor tak til Balder Danmark for sponsoratet.

For at styrke den sociale del har klubben besluttet at indkøbe hoppeborge der b.la. skal anvendes ved Store Kampdage og børnestævner i klubben som et ekstra tilbud til børne og deres familier der deltager på disse dage. Så er vi fri for at leje fremover og som blev praktiseret i 2023.

Vi ved allerede nu at vi får tilknyttet 2 nye hold i senior et pige/kvindehold og et ungt drenge-/mandehold hvoraf sidstnævnte bl.a. består af unge spillere, der for år tilbage spillede i klubben. Dejligt med et gensyn.

Cafeen

Cafeen er klubbens omdrejningspunkt.og er medvirkede til udover det fodboldmæssige, at den sociale del af medlemsskabet kan tilfredsstilles. Børn spiller nødvendigvis ikke kun fodbold, fordi de ønsker at blive verdensstjerner, men i lige så grad fordi de ønsker nye venner.

Det er ligeldes der man mødes mandage og onsdage på børne- og ungdoms træningsdage og på ”Store Kampdage”. Det er også der forældre får råd og hjælp til alle de spørgsmål de har og det er der trænere kan udveksle erfaringer og spørge om hjælp fra kolleger.

Cafeen holder åben på alle ”Store kampdagre” og flyttes ned på fliserne hvis vejret er til det.

Automaten i stuen, til servicering af senior på træningsdage tirsdage og torsdage måtte desværre nedtages i 2023, som følge af uhensigtsmæssig brug og automater af for dårlig kvalitet til klublivet.

Broen Greve

Vi har et særdeles godt samarbejde med Broen Greve. Broen Greve støtter de familier, der ikke har den økonomiske formåen til, bl.a. at betale kontingent. Klubben har på den baggrund en hel del medlemmer der støttes på denne måde. Tak til Broen for et godt samarbejde.

Fodboldskolen

 

Fodboldskolen blev afviklet med 85 børn med bespisning alle 5 dage i sfdist euge af skoleferien. En brandbil med udrykning kom forbi torsdag som adspredelse, da børnene var ved at være trætte og gav børnene meget fornøjelse med et større skumbad til stor glæde.

Tak til ”Agurkekongen” der igen sponserede grøntsager hele ugen og naturligvis ikke mindst en stor tak til køkkenpersonale og trænere, der brugte en uge af deres ferie, for at være der for børnene. 

 

Stævner afholdt i klubben

Det har været en fornøjelse at se at flere børneårgange, på eget initiativ, har arrangeret lokale stævner i Hundige Boldklub, med klubber fra hele landet også med overnatning i klubben og i øvrigt selv bl.a. har været til stævner på Fyn og i Jylland med samtidigt, stort socialt udbytte for børnene.

Mistede bolde

En kæmpesuk er dog, at klubben fortsat i 2023 mister alt for mange bolde og har måttet købe nye i år, især i børne- og ungdomsafdelingen. Så endnu en gang en opfordring til at trænere og holdledere får styr på holdets bolde og de tælles før og efter træning og låses forsvarligt inde i boldskabe efter træningen. Der findes også en del fodbolde på anlægget efter endt træning.

Bolde må ikke lånes ud til de unge mennesker der er på anlægget under træning og så vær forsigtig med ”synlige” skabskoder.

Der må forventes egen betaling hvis fodbolde fortsat mistes.

 

 

Buskrydning

I al ubemærkethed for de fleste blev den bestilte buskrydning lavet efter sommersæsonen på arealet mod Ishøj. Sidste gang det skete er ca 5 år siden og arealet var groet op på ny. Vi må så forvente der ikke punkterer så mange bolde som tidligere, fordi alle tjørnebuske skulle være fjernet ved samme lejlighed

Vinter 2023

Året startede med stævnedeltagelse i børne-og ungdomsafdelingen. Årgang 2015 drenge A hold var i Herning til 3 dagens stævne fra 13-15 januar og fik et flot 3 plads i forhold til antal deltagende hold og blev godt rystet sammen af de flere dages samvær.

Søndag den 15. januar var der igen DIF ”Get2Sport” stævne i Hafnia Hallen med 16 tilmeldte Hundige hold. Som altid veltilrettelagt stævne i perfekte omgivelser. Tak til DIF der var sponsor på stævnet. Som altid blev der udleveret mad og fine præmier og medaljer til alle tilmeldte børn.

Den 25. marts blev der afholdt et større børnestævne i klubben for årgang 2015 drenge mellem kl. 9.00 og kl. 16.00 med inviterede hold. I alt 15 hold deltag. Et stor cadeau til trænerne, der arrangerer hjemmestævnerne og får klubben på landkortet.

Herudover blev der afviklet mange senior træningskampe som optakt til DBU turneringsstarten i april.

Kontingent i februar og august

Kontingent blev omlagt i 2023 så der nu skal betales den 1. februar og den 1. august, altså præcis 6 måneder imellem betalingerne. Det betyder samtidigt for klubben, at vi kan nå at have et overblik over antal hold inden tilmeldingsfristen ved DBU i løbet af februar.

DBU kurser UEFA C1 og C2

Klubben afholdt selv ovennævnte kurser med DBU instruktør, henholdvis i april og november. Der var 10 deltagere i april og 6 deltagere i november. På sidst nævnte kursus blev der suppleret op med trænere fra andre ”Get2Sport” klubber. Det er de sidste kurser klubben afholder i længere tid, men anbefaler fortsat at klubben trænere dygtiggører sig med DBU kurser, for især børnenes skyld og hvis de er relevante betaler klubben gerne.

Sommeren 2023 – græssæson

Som tidligere år blev mange af kampene lagt hjemme hver anden søndage og det resulterede i mange mennesker på anlægget. De var i l alt 9 ”Store Kampdage” fra april til oktober.

Forår og efterår bød som vanligt på børnestævner hvor mange hold hyppigt deltag i de tilbud der kom fra DBU.

Midt i maj havde klubben 13 børnehold med DBU - Sommerland Sjælland CUP fra årgang 2013-2017. Tilbagemeldinger på tivolibesøget er positive og ikke mindst den store opgave som værten FK Odsherred lagde for dagen med mange værter på diverse opgaver. Børnene var meget trætte efter en varm og solrig dag, da de var hjemme igen.

Årgang 2010 drenge endte med at vinde pokalfinalen i maj med 3-0 og derfor kom hjem med en stor pokal og medaljer, efter finalekamp mod Måløv BK. Holdet tilmeldes i øvrigt i 2024 i DBU Mesterrækken.

Årgang 2012 kunne desværre ikke tilmelde hold, da flere af de dygtigste spillere valgte at skifte klub efter at have modtaget tilbud herom.

Årgang 2013 var også godt kørende og vandt deres række med lutter sejre og rykkes et niveau op.

Årgang 2008 drenge hold måtte desværre lukkes på grund af manglende opbakning til projektet og er endnu et tegn på at det er svært at fastholde de unge mennesker, når de når teen-age alderen.

Klubbens serie 3 hold sikrede sig oprykning til serie 2 lige inden sommerferien. Målet er i først omgang at stabilisere holdet i serie 2.

Klubbens serie 5 hold rykkede op i serie 4 fra foråret 2024

Pigeraketten

Den 30. august afviklede klubben DBU pigeraketten. En sjov dag for alle yngre piger med forskellige aktiviteter i rumuniverset, hvor pigerne var opdelt i hold og roterede mellem aktiviteterne.

Brøndby´s mascot NANOK på besøg

Den 13. september kom vores samarbejdsklub Brøndby´s maskot NANOK forbi og gav børnene en anderledes oplevelse og en træning der måtte afbrydes da Nanok dukkede op.

Tak til Brøndby og Nanok for fremmødet.

Børne- og ungdomsafslutning i november

Afslutningen blev endeligt genoptaget efter flere års aflysninger på grund af Covid-19

Børne- og ungdomspokalen blev afviklet i Hundige Hallen (Greve Viden Center) lørdag den 14.november og alle medlemmer med søskende og familier, var inviteret til et par hyggelige timer fra kl. 13.00. Der uddeltes medaljer til de yngste og pokaler til udvalgte spillere på de ældre hold. Til afslutningen deltog ca. 300 fremmødte.

Tak til børn, forældre og bedsteforældre for de meget fine og velsmagende kager, der var bagt til lejligheden og naturligvis en tak til de frivillige, der var med til, at gøre det muligt at holde et så stort arrangement og endeligt et tillykke til Adnan, der på dagen blev kåret som årets træner i 2023.

Sponsorer

En stor tak til trofaste sponsorer og de nye der kom til i løbet af året. Uden sponsorernes medvirken ville aktiviteterne blive væsentligt indskrænket.

Julegave til børne- og ungdomsmedlemmer

Årets julegave – en hættetrøje med logo - blev udleveret med 3 åbne dage i klubben hvor de fleste var forbi og afhente. Mange hold kombinerede julegave uddelingen, med fine årsafslutninger i cafeen med hjemmebag, flødeboller m.v.

Udgifter fremad

Meget tyder på, efter signaler fra kommunen, uden det er konkret, at klubben evt. selv skal være medfinanserende på renoveringer og lignende i klub regi i fremtiden, i form af delvis egen betaling via fondsøgninger og kommune bidrag. Jeg har ingen viden om evt. forventede medfinanseringer og størrelser her på. Det er derfor vigtig om muligt, at forsøge at have en buffer i kassen til fremtidige uventede udgifter.

Afslutning

Håber jeg fik det meste med. Tak til trænere, holdlederne og medlemmerne for jeres medvirken til at gøre 2023 til en succes.

Beretningen overlades hermed til Generalforsamlingen.

 

Beretningen blev enstemmigt vedtaget.

3.Kassererens beretning

Jesper fremlagde regnskab for 2023 med enkelte kommentarer til en række af regnskabsposterne bl.a. at ungdomskontingenterne havde givet den største fremgang, også afspejlet i den fremgang af medlemmer der var i 2023.

Udgiften til udstyr og rekvisitter havde ligeledes været i stigning bl.a. blev et stort forbrug af indkøb af fodbolde særskilt nævnt herudover var holdtilmeldings gebyrer steget.

Herefter blev regnskab og budget 2024 godkendt uden kommentarer.

 

  1. Valg af Formand (på valg lige år)

Der var ikke indkommet nogle forslag til kandidater og Jan var villig til genvalg og blev genvalgt.

 

  1. Valg af kasserer (på valg i ulige år)

Ikke på valg i 2023

 

  1. 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Inan var eneste på valg og han blev genvalgt uden modkandidater

 

  1. Valg af revisor

Der var ikke indkommet nogle forslag så Peskho blev genvalgt.

 

  1. Valg af suppleanter til bestyrelse og Revisor

Der var ingen kandidater fremkommet

 

  1. Fastsættelse af kontingent

Nuværende kontingent størrelser fastholdes og opkræves 1. februar og 1. august

 

  1. Indkomne forslag

Der var ikke indkommet nogle forslag

 

  1. Eventuelt

Der var intet at bemærke under eventuelt og Mehmet afsluttede med at sige tak for god ro og orden.

 

 

 

 

 

 

Luk