Menu

Mød en Frivillig

image Én af vores stærke Frivillige, Gopi.
29. maj 2017 kl. 16:39

Frivillighed har en kæmpe betydning i forhold til, at en klub som Hundige Boldklub kan løbe rundt. Vi er glade for- og stolte af alle vores frivillige, derfor synes Vi, at I skal møde dem. Som noget nyt vil Vi, et par gange i løbet af en sæson præsentere nogle af vores frivillige og fortælle om deres motivation for, at hjælpe til i klubben.

Første skud på stammen er Gopi, som har været i klubben i mange år, både som spiller og som frivillig.

Hvordan er du frivillig i Hundige BK?

Jeg har været i klubben i 13 år, både som spiller og som træner, men nu er min rolle, at jeg hjælper til hvor de mangler på ungdomsholdene. De næste par uger er Anders fra U6+U8 forhindret i at komme til træning, så vil jeg meget gerne hjælpe til. Derudover er jeg dommer i weekenderne, når der mangler og så hjælper jeg til ved de store arrangementer, f.eks. Store Kampdag.

Hvorfor er du frivillig?

Jeg er frivillig i Hundige BK fordi det gør mig glad, det er glæden der driver mig. Jeg vil gerne hjælpe de unge mennesker og hjælpe klubben. Da jeg var ung, havde jeg en rigtig god træner og det var med til, at jeg startede som frivillig i sin tid. Jeg har, som sagt, været i klubben i 13 år. I den tid har jeg bl.a. været ungdomstræner for nogle af de seniorspillere som er i klubben nu og det er med til at gøre det sjovt at være en del af. Fællesskabet omkring ungdomsholdene, seniorspillerne og de andre frivillige betyder meget og det er rigtig hyggeligt at hilse på forældrene og børnene. Klubben er jo ikke så stor, så man kender også hinanden rigtig godt.

Derudover har jeg søgt ind på pædagoguddannelsen, og derfor giver det også rigtig god mening for mig at være en del af foreningslivet.

Hvad er den bedste oplevelse du har haft i Hundige boldklub?

Den gang jeg havde ulykken, var der rigtig mange som kom forbi og sagde hej og spurgte hvordan jeg havde det. Folk i klubben var meget opmærksomme og de gav en hånd med der hvor jeg ikke selv kunne. Der fandt jeg virkelig ud af, hvor mange gode bekendtskaber jeg har i klubben.

 

Tak til Gopi, fordi Du er frivillig i Hundige Boldklub😊

Luk