U12 H1 slog Gladsaxe-Hero på hjemmebane
Drengene på U12 H1 tog onsdag imod Gladsaxe-Hero til en kamp, der skulle vise sig at blive både hæsblæsende og utrolig målrig.
Hundige lå inden kampen på puljens 2.-plads med 12 point for 4 kampe, mens Gladsaxe-Hero befandt sig på 5.-pladsen med 6 point for 5 kampe. Kampen blev afviklet på den fine kunstbane, og der gik ikke lang tid, før det første mål blev sat ind.
Desværre – set med Hundige-briller – var det udeholdet, der først fandt vej til netmaskerne. Hundige, der var startet fornuftigt, men lidt tilbageholdende, blev tilsyneladende for alvor vækket af scoringen, for i løbet af de næste tyve minutter scorede drengene gennem hurtigt og gennemtænkt pasningsspil ikke mindre end 8 mål.
Det betød, at udeholdet ifølge reglerne måtte sætte yderligere to spillere på banen, så det var 8 mod 10. Det forandrede naturligt nok kampen, der herefter i højere grad blev præget af fight og lange bolde end gennemspillede angreb.
Gladsaxe-Hero kom naturligt nok mere ind i kampen og fik da også reduceret en enkelt gang, så stillingen ved pausen var 8-2 til Hundige.
Anden halvleg blev som slutningen af første en fysisk og lidt rodet affære, hvor begge hold scorede to mål. Slutresultatet blev således 10-4 til Hundige, der holder fast i andenpladsen med 3 point op til førerholdet Køge, der har spillet en kamp mere.
Stor ros til drengene for koncentreret og flot spil, hvor der både var gode individuelle præstationer og gennemspillede angreb. Særlig første halvleg var præget af gode afslutninger og mange præcise afleveringer, der gang på gang åbnede op for angrebet og kanterne.
En fornøjelse at se på – ikke mindst når det var en af de dage, hvor meget var stolpe ind.
Holdet har i de foregående kamp produceret mange chancer, men har ofte lige manglet det sidste for at få de ekstra scoringer.
Næste kamp for U12 er søndag på udebane mod Køge.
/Nicolas og Steffen