Menu

U12 H1 slog HIF (rk. A) og HIK (rk.B)

image
08. marts 2016 kl. 04:30

Efter sidste weekends veloverståede medaljerunde i DBU’s indendørsturnering var det igen tid for drengene på U12/1 til at gå udendørs, hvor 2 kampe skulle afvikles på 3 dage.

Første kamp var en træningskamp fredag mod Hvidovre IF. Kampen var blevet aftalt klubberne imellem som et efterspil til en kamp i DBU’s vinterturnering mellem HBK U12/1 og Hvidovres rk. B-hold. Den kamp vandt HBK, og det blev derfor efter kampen aftalt, at HBK skulle møde Hvidovres rk. A-hold.

Kampen startede livligt og bølgede indledningsvist frem og tilbage, men ret hurtigt satte HBK sig på det meste af spillet.

Kort efter kom den første scoring, der i samme halvleg blev fulgt af yderligere 2 af hjemmeholdet, så stillingen ved pausen var 3-0. Billedet fortsatte i anden halvleg, så stillingen ved slutfløjt var 7-0.

Tak til Hvidovre for en god og intens kamp og til Stig for at trække i dommertøjet.

Søndag formiddag skulle holdet så en tur til Hellerup for i DBU’s vinterturnering at møde HIK’s rk. B-hold. Kampen blev afviklet i en blanding af silende regn og heftigt snevejr og på en ældre kunstbane, der i høj grad besværliggjorde teknisk betonet spil.

HBK bragte sig i løbet af det første kvarter foran 3-0, og så skete der faktisk ikke det store i resten af kampen. HIK satte en ekstra mand ind og prioriterede tilsyneladende det defensive, hvilket bragte en del stilstand ind i kampen.

Det blev herefter kun til sporadiske chancer, bl.a. 2 HBK-forsøg på stolpen og et på overliggeren, men flere mål kom der ikke, og kampen endte derfor 3-0 til HBK.

De sidste 2 kampe på programmet er onsdag hjemme mod IF Bytoften (rk. B) og mandag hjemme med Fremad Amager (rk. A).

Som altid en stor tak til de forældre m.fl., der støtter holdet hjemme og ude. Det sætter både spillere og trænere stor pris på.

Luk