U12 H1 vandt over IF Bytoften på hjemmebane.
Drengene på U12/1 spillede mandag den sidste kamp for deres vedkommende i DBU’ vinterboldturnering (rk. B) , da IF Bytoften fra Bagsværd kiggede forbi.
Kampen blev fra første fløjt spillet i et fint tempo og med fysisk spil fra begge holds side. HBK kombinerede fint langs jorden og havde inden for de første 10 minutter en stribe åbne chancer, men Bytoftens målmand tog kampen igennem fornemt fra på stregen.
Efter et kvarter fandt Hundige alligevel vej til netmaskerne, da en flot slået bold fra kanten blev headet ind. Spillet bølgede frem og tilbage, men dog med de største chancer til HBK, der også kom foran 2-0 og 3-0.
Mod halvlegens slutning pressede Bytoften spillet ned på Hundiges halvdel med tætte markeringer og kontante tacklinger. Hundige havde på dette tidspunkt svært ved at få bolden ud af egen zone, men mål blev det dog ikke til - heller ikke til Hundige, der ellers lykkedes med flere hurtige kontrastød.
Fra anden halvlegs start bredte Hundige spillet mere ud og fik spillet sig igennem det høje pres. Det gav i løbet af halvlegen yderligere 2 scoringer til hjemmeholdet, så stillingen ved slutfløjt var 5-0.
Tillykke til drengene med sejren. Det var ikke altid lige kønt, men når der ikke kan findes plads til det polerede spil, må man jo kæmpe for det med fight.
Tak til de fremmødte for deres støtte og til Stig for igen at trække i dommertøjet.
Holdets sidste planlagte kamp inden forårsturneringen spilles mandag mod Fremad Amager (rk. A) på hjemmebane.
/Nicolas