Nyhedsbrev (Marts 2016)
Nyhedsbrev marts 2016
Så er foråret i gang ifølge kalender og sommerturneringen start nærmer sig inden for en ca. 1 måned. Første hjemmekampe er lørdag den 9. april.
Et nyt 11 mands hold i serie 5 er tilmeldt mens et af 8 mands motionshold er stoppet. Samtidig er pigeholdet tilmeldt for første gang. Endeligt program er klar i næst uge.
Vi fik medio januar officielt åbnet Kunststofbanen, og den har været til stor gavn for klubben og ikke mindst det sociale liv i og omkring klubben, er blevet styrket. Den forsinkede åbning, har givet nogle udfordringer med kunsttiderne, forskellige starttidspunkter og flere hold fra andre klubber, der træner samtidig med Hundige. I næste vintersæson bestræber vi os på at have tiderne fra kl. 17.00-17.30 til kl. 20.30, men kan kun fastholde dem under forudsætning at holdene bruger tiderne ellers mister vi dem igen.
Generalforsamlingen blev afholdt den 10. februar med ca. 20 deltagere. Walid Ali og Frank Mortensen blev valgt ind mens Kirsten Duvander valgte at stoppe. Tak det til det mange årige engagement i bestyrelsen til Kirsten. På første bestyrelsesmøde efter Generalforsamlingen blev Peskho valgt som Seniorformand mens Walid Ali blev ungdomsformand.
Store kampdag i foråret bliver lørdag den 4. juni, og foreløbigt er der lagt 12 hjemmekampe på dagen. Der er ligeledes søgt om afvikling af Børnestævne fra U7 til U9 hvor svar udestår fra SBU.
Klubben laver et forsøg med boldrenge til seniorkampe, og den først er afviklet. Der indkøbes trøjer til formålet, der er klar til turneringsstarten i april.
I netop overståede weekend, blev der gennemført et ungdomstrænerkursus basis i klubben, hvor U14 hold 1 stillede sig til rådighed med spillere, der skulle vise de øvelser som DBU instruktøren ville lave. Om eftermiddagen var det så kursisterne selv, der skulle lede træningen. Tak til U14 hold 1 for deltagelsen og tak til deltagere for stort fremmøde, hvor den sociale kontakt samtidig mellem trænerne anses for lige så vigtigt som kurset, også en tak til Henrik fra aktivitetsgruppen for madtilberedningen.
Klubben har søgt kommunen om udvidelse af græsarealerne. Dels bagved Kunsten, dels bortskaffelse af jord ud mod stien til Ishøj, for at kunne have 4 stk 11 mands baner igen og dels opfyldning med jord, af hul bagved trævæggen for en ekstra 3/5 mands bane.
Kontingent opkrævning er på vej ud og i år er det med 2 rater. Dels en betalingsfrist pr 1. april og dels en betalingsfrist pr 15. august. Spillere og forældre opfordres til at tilmelde sig automatisk NET betaling. Det er i år en forudsætning for at spille kampe at kontingent er betalt.
Fodboldskolen ligger i uge 31, altså som sædvanlig ugen før skolerne starter. Planlægningen er i fuld gang. Nærmere herom senere.
Alle hold ønskes en god sæsonstar på forårsturneringen 2016.
Med venlig hilsen
Jan